Peter Højgaard Jensen

8. april 1977 – 19. oktober 2011

Peter Højgaard Jensen

MINDEORD: Vores kære bassist, Peter Højgaard Jensen er her ikke mere. Peter tabte kampen mod kræften og er rejst mod nye horisonter. De sidste levende toner har lydt fra dette fantastiske menneske, som gav af sig selv på alle måder, så ingen kunne være i tvivl om hans bidrag til hver eneste dag og hver eneste person, ung som ældre, som han mødte på sin vej. Peters smil lyste op overalt, han var venlig, varm, mild, sjov og rar og godheden selv, samtidig med at han mestrede den svære balancekunst at se knivskarpt på tingene og være i stand til at skære direkte igennem svære beslutninger, der kunne kræve ekstraordinært overblik, handlekraft og storsind. Han mestrede det rationelle og det emotionelle på samme tid og kom til at betyde rigtig meget for rigtig mange mennesker. Han var dybt forelsket i livet og troede på det, til det sidste åndedrag. Deri lå hans styrke, hans overskud, hans livslyst, energi, mod og vilje til selv og gerne sammen med andre at tegne de streger, der skulle til for at slotte kunne bygges også i sand. Peter var vennernes ven og selvom tiden nu er svær for alle, der kendte ham og selvom mange tårer skal grædes, ja så vil det aldrig udvaske mindet om den Peter, vi alle kunne regne med ligegyldigt hvad, der måtte komme.

Peter var som musiker begavet med et usædvanligt talent, der trods hans alt for korte liv alligevel nåede at trække ham op i sværvægtsklassen over danske musikere, som stod og fortsat vil stå som lysende stjerner for andre. Peter elskede musik, ingen genre var ham fremmed og han elskede især at spille bas. Ingen udfordring var for stor for ham og i hver eneste sammenhæng, man kunne opleve Peter i som musiker, tilføjede han med sin spillestil musikken og sangene lige dele kant og swing, rytme og personlighed, så slutresultatet altid blev ekstraordinært. Han var i konstant udvikling som musiker men også som menneske og holdt meget af den gode samtale, der kunne føre noget konstruktivt med sig til gavn og glæde for den enkelte og ikke mindst for helheden. Peter var et meget fint og rettænkende menneske, han levede i nuet, men så også gerne fremad og ville altid det bedste for alle. Hans netværk og berøringsflade var kolossal og der bliver et stort tomrum efter ham.

I vores band Neighbours betød han uendelig meget på mange planer. Menneskeligt, organisatorisk og musikalsk. Hans væremåde, hans overskud, hans positive sind og livssyn og ikke mindst hans gode humør, skinnede igennem ved hver eneste koncert og hvert eneste arrangement. Vi fik store oplevelser sammen ved koncerter i Danmark og i udlandet, i forsamlingshuse og i de største koncertsale og ved store shows i radio og på TV. Vi fik, i Peters levetid vores egen hjemmebase i Musik Galleriet og Mariehaven i Ansager. Det blev til flere end 200 akustiske koncerter i Musik Galleriet, det blev til tre sæsoner i Mariehaven og musikalske stjernestunder med store danske navne og endda et helt symfoniorkester – og Peter var med hele vejen, så vi aldrig glemmer det.

Nu sætter vi nye strenge på guitaren, Peter. Det bliver ikke nemt, men livet må gå videre og vi ved, det er helt i din ånd. Tak for alt. Din stjerne vil skinne for altid!

Helge, Tommy, Ronnie, Dennis og Morten


KOMMENDE ARRANGEMENTER:

12. + 13. + 14. oktober

NEIGHBOURS – I DET AKUSTISKE HJØRNE
Musik Galleriet, Ansager

Hver aften kl. 19.30 • Dørene åbnes kl. 18.30
Billetpris: kr. 350,- • Klik her for køb af billetter

Facebook facebook

Du kan også finde Neighbours på Facebook. Klik på logoet ...